En hyldest til min teenage-makeupsamling

Drømme-basen

“ØH JA, op til flere lag” blev der udbrudt, da vi på et redaktionsmøde kom til at tale om, hvorvidt vi havde brugt Maybellines Dream Matte Mousse i vores teenageår.  

Jeg kunne ikke sige det mere præcist selv.

Denne lette foundation med den puffede moussekonsistens blev bare påført med klør fem og gav et fuldt dækkende og meget ensartet look – det var jo vigtigt, at andre kunne se, at jeg havde makeup på.

Personligt havde jeg slet ikke styr på min farve og var i øvrigt ikke bekendt med, at det nok var en god idé at smøre lidt ned ad halsen, så jeg har højst sandsynligt rendt rundt med den famøse foundation-kant.  

14 års øvelse gør som bekendt mester, og jeg er sikker på, at denne 00'er klassiker med sit fuldtdækkende finish sagtens kunne finde tilbage til min makeuppung.

Ikonisk solskinspudder

Ja, faktisk var basen jo ikke helt fuldendt alligevel – for engang i 7. klasse fortalte min lidt mere stilede (aka seje) veninde mig om den her solskinspudder fra Nilens Jord, som kunne gøre en “brunere”.  

Jeg har en rimelig lys hudtone og blev i mine teenageår drillet ret meget med det, så jeg var pænt hooked på, at det her produkt skulle i min makeuppung hurtigst muligt.  

Somehow fik jeg lokket min mor til at give mig det ikoniske solskinspudder fra Nilens Jord, som jeg stadig holder meget af i dag.

Den eneste forskel er dog, at jeg på daværende tidspunkt fattede kikkert og kyse (et udtryk jeg også skambrugte som teenager) af, hvordan man egentlig lægger den.  

Det har heldigvis ændret sig siden, og denne bronzer-klassiker er stadig en af mine absolutte favoritter.

Edderkoppe-vipper

Hovedrolleindehaveren af mit teenage-look var uden tvivl mascara. Jeg kunne simpelthen ikke få mascara nok, og jeg shufflede big time mellem forskellige slags for at finde den, der gav de mest klistrede vipper.  

For ja, mascara skulle ikke bare være kulsort, der skulle også være meget af den, og det endte ofte med et meget klumpet og lettere vulgært udtryk, der mest af alt lignede sådan nogle lange behårede edderkoppeben.

Maybellines Great Lash var min allerførste mascara, men da L’Oréal lancerede sådan en smart duo-fætter, hvor der både var primer og mascara i én, tog det mig ikke 20 minutter, før jeg stod i min lokale Matas og havde brugt mine fødselsdagspenge på den.  

Liner på den våde kant

Tilståelse: Jeg var kæmpe Tokio Hotel-fan i folkeskolen. Faktisk var tysk mit yndlingsfag, fordi jeg her blev bedre til at forstå, hvad Bill Kaulitz egentlig sang om uden at skulle google “Rette Mich Lyrics” først.  

Om det var tvillingebrødrene, der lærte mig, at eyeliner var totalt cool, eller om det i virkeligheden bare var en decideret trend, skal jeg simpelthen ikke kloge mig på i dag. Men bottom line er, at masser af sort eyeliner skulle der til, og den skulle selvfølgelig helt ind på den våde kant - både den øverste og nederste.  

Så det var altså noget med, at jeg fandt min mors gamle kohl-blyant i gemmerne, og så gav jeg den ellers bare gas med den sorte farve rundt om hele øjet.

Men altså, kun på den våde vippekant. Den andet så sgu lidt “emo-agtigt” ud.  

Ikke-eksisterende øjenbryn

Ville man have #browsonfleek i mine teenageår, gjaldt det om at få dem så tynde som muligt. Well... Need I say more?

Denne trend har været genstand for så mange drillerier, og vi er vist alle enige om, at det ikke var den mest heldige af sin slags.  Jeg stod altså længe foran spejlet og skamplukkede mine øjenbryn, så det var så tynde, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Hold nu op, hvor gennemgik vi meget smerte for at få de perfekte bryn, am I right?!  

Fun fact: Jeg kom engang til at barbere halvdelen af mine øjenvipper på det ene øje af, da jeg i min iver efter at få så tynde øjenbryn som mulighed prøvede mig med en elektrisk trimmer 🙃  

De glemte læber

Helt ærligt, så fik mine læber ikke meget kærlighed i mine teenageår. Faktisk blev de ofte glemt i forbifarten, når nu jeg havde brugt uendelig lang tid på hud og øjne.  

I min teenagetid var de notoriske "foundation-læber" (if you know, you know) et kæmpe hit, men dét skulle jeg simpelthen ikke nyde noget af.

Skulle jeg give den ekstra gas, fandt jeg en gammel lipgloss frem, som jeg vist nok engang havde fået med i et “Girls”-blad, og brugte den på mine læber. Det var gerne sådan en lyserød en af slagsen med en lille smule glitter i.  

Det hørte dog som sagt til sjældenhederne, at det skete, for der var altså ikke meget Tokio Hotel over en lipgloss, hvis jeg skulle være sådan helt ærlig.  

Duften af 2007

Åh, hvor denne duft tager mig på en nostalgisk rejse direkte tilbage til mine teenageår.

Den sødlige æbleduft var nemlig fast inventar på ikke bare min, men godt og vel alle mine veninders badeværelseshylde.

Dengang var vi langt fra nærige med sprøjtene og kunne sagtens ramme en god 4-5 stykker, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at DKNY Be Delicious bringer minderne frem hos mig.

Jeg ynder stadig at tage et pitstop i parfumeafdelingen, når jeg besøger min lokale Matas-butik for at få et skud nostalgi af den skønne duft. Jeg spår, at der ikke går længe, før jeg får den i kurven endnu engang.

Flade lokker

Sidst, men ikke mindst, så var der håret. I ved, den der helt fuldstændige lige frisure, hvor håret bare seriøst var lige op og ned som et bræt helt ned til hårspidserne - undtaget på toppen, hvor det i den grad blev touperet.  

Glattejern, fladejern – you name it – var the shit på det her tidspunkt, og det var selvfølgelig ingen undtagelse for mig. Jeg havde langt hår med det der klassiske skrå pandehår, og jeg skamglattede hele moletjavsen HVER. ENESTE. MORGEN. (rip mig de dage, hvor det regnede).

Pandehåret strittede nærmest lige ud i luften, og resten af håret sad som klistret helt ind til ørene. Heldigvis har jeg siden da fået en del flere skills, når det kommer til hårstyling med glattejernet.