Vi guider

Følsom hud? Undgå disse almindelige fejl

Følsom hud kræver helt særlig pleje – vidste du eksempelvis, at det kan være en god idé at undgå planteekstrakter og skrubbekorn, hvis din hud er til den sensitive side? I dag fortæller vi dig alt du skal vide, inden du går på jagt efter produkter særligt til følsom hud.

Følsom, sensitiv, irriteret, rød, intolerant – kært barn har mange navne, men én ting ligger fast; følsom hud kræver særlig pleje. Selvom den følsomme hud opfører sig meget forskelligt fra person til person, er der alligevel nogle tommelfingerregler du kan følge, når du udvælger dine produkter. Undgå de værste faldgruber med en glad hud til følge!

Hvad er en følsom hud?

En følsom hud kan kort sagt defineres ved at være ”reaktiv”. Det betyder, at den i høj grad reagerer på sine omgivelser; her spiller faktorer såsom temperatur, luftfugtighed, berøring og produkter alle store roller i hudens tilstand.

Hvordan reaktionen på de forskellige påvirkninger kommer til syne, varierer meget. Ofte vil der være tale om rødme, varme, prikken, ømhed, svie, kløe – nogle gange alene, andre gange i kombination med hinanden.

Faktisk kan følsom hud også reagere ved at slå ud i bumser, hvilket mange måske ikke ved. Det betyder også, at bare fordi du oplever urenheder, betyder det ikke, at du automatisk har en fedtet eller kombineret hud – den kan sagtens være følsom! Selvom en følsom hud tit er til den lidt tørrere side, siger hudens naturlige fugtniveauer i virkeligheden ikke noget om, hvor følsom den er. Du kan derfor sagtens opleve at have fedtet og følsom hud på samme tid.

Hvad skal du vide inden du køber hudpleje til en følsom hud?

Fordi den følsomme hud opfører sig så individuelt fra person til person, er det ikke sikkert at et produkt som virker for den ene, også virker for den anden. Når det er sagt, er der dog stadig nogle tommelfingerregler du kan holde dig til, når du skal finde hudpleje til en sensitiv hud:

Vælg parfumefri produkter
Hvis du har følsom hud, er du helt sikkert stødt på dette råd før, men for god ordens skyld gentager vi lige; følsom hud kan med fordel undgå parfume. Det lader nemlig til, at følsom hud nemmere udvikler allergi generelt, og parfume er et stof, man kan risikere at udvikle allergi over for. Det er dog slet ikke garanteret at du vil udvikle allergi eller opleve hudirritation, men hvis din hud er skadet samtidig med den er følsom, er det en god idé at være opmærksom på.

Undgå planteekstrakter
Vi hører ofte, at alt med ordene ”naturlig” og ”plante” i er godt for os, men det er faktisk ikke tilfældet med følsom hud. Årsagen er, at mange planteekstrakter – eksempelvis æteriske olier – har parfumerende egenskaber, og vi har jo lige slået fast, at det er en god idé at undgå parfume hvis man døjer med følsom hud. Kroppen kan ikke kende forskel på, om parfumen kommer fra en naturlig eller syntetisk kilde, og derfor giver det god mening at navigere uden om produkter med mange planteekstrakter i. Planteekstrakter består ofte også af mange forskellige stoffer, og det kan altså øge risikoen for at der er noget i produktet din hud kan reagere på.

Pas på udtørrende produkter
En følsom hud har tendens til at have en svækket eller nedsat barrierefunktion. Det betyder, at huden har sværere ved at holde på fugten og at den har en forøget risiko for at udvikle inflammation. Derfor er det en rigtig dårlig idé at bruge produkter som kan virke udtørrende på den. Eksempler på denne type produkter er krads, skummende ansigtsvask med et højt sæbeindhold, og produkter med et højt indhold af udtørrende alkohol (fremgår som regel som alcohol denat. på ingredienslisten).

Undgå produkter, der fysisk påvirker huden
Fordi en følsom hud har det med at reagere på fysiske påvirkninger såsom berøring, vil det være en god idé at undgå produkter som netop forudsætter meget berøring af huden. Det gælder produkter som ansigtsskrub med små korn i som sliber på huden, peel off masker der ligeledes påvirker hudens overflade og forskellige massage- og renseapparater man kan få til ansigtet.

Brug så få produkter som muligt
En sidste ting du skal vide inden du går ud og køber hudpleje til din følsomme hud er, at den tit har godt af less is more-tilgangen. Brug så få produkter som muligt for at minimere risikoen for at forvirre og irritere huden. En simpel rutine bestående af rens, serum og creme er et rigtig godt sted at starte.På den måde har du helt styr på, hvordan de forskellige produkter påvirker din hud og hvilket trin i din rutine der eventuelt er problemet og skal udskiftes. Et andet godt tip er, at introducere nye produkter ét ad gangen igen for at holde øje med, hvordan de påvirker din hud.

Relaterede artikler

Find receptmedicin og et større sortiment af håndkøbsmedicin hoswebapotek