Derfor elsker vi mineralmakeup
Der er mange fordele ved mineralmakeup. Det er den makeup type, der bedst lader huden ånde, og den føles mest let og naturlig på huden. Mineralmakeup giver et mere naturligt look end almindelig makeup og irriterer samtidig huden mindre, og så er den lettere at vaske af.
Hvad er mineralmakeup?
Mineralmakeup består af zink og titaniumdioxid, som er et fint hvidt mineral, som i for eksempel mineralpudder giver en let og fin finish på huden. Den fine konsistens, som mineralmakeup har via de små partikler, gør den nem at blende ind i huden og giver et flot touch, uden at du kommer til at se for makeuppet ud.
Er mineralmakeup bedre for din hud?
Det korte svar er ja. Mineralmakeup er nemlig meget blid og gør det muligt for din hud at ånde, selv om du har makeup på. Den er også skånsom for din hud og passer til alle hudtyper, uanset om din hud er sensitiv, skællet, tør, fedtet, eller du døjer med urenheder.
Fordele ved mineralmakeup
- Passer til sensitiv og skadet hud
- Uden fyldstoffer og tilsætningstoffer
- Tilstopper ikke hudens porer
- Har betændelseshæmmende egenskaber
- Nærer huden og giver et naturligt udseende
- Naturlig beskyttelse mod solens skadelige uv-stråler – dog max SPF 15, så brug solcreme
- Virker beskyttende mod vind og frie radikaler og hjælper med at reducere tegn på ældning
- God i sommervarmen, hvor makeuppen lader huden ånde
Favoritprodukter
Det vrimler med mineralmakeup på markedet, heldigvis! Og det kan være svært at vælge, da de fleste er superlækre og yderst nemme at arbejde med. Vi har forsøgt at lave et lille udvalg af brands og produkter, som ikke er til at komme udenom, når vi taler mineral makeup.
Øjenskygger fra Tromborg
Danske Tromborg laver de lækreste mineralprodukter til både hud, øjne, kindben – ja, you name it. Nyeste skud på stammen er et udvalg af skønne øjenskygger i de fineste farver, som lægger sig smukt på huden. De indeholder en anelse shine, men på den absolut smukke måde.
Vi er vilde med denne ‘brændte’ farve, som er smuk til alle øjenfarver og til solskysset sommerhud. Hvis du ikke er til for meget ‘dramatik’ på øjnene, så start med at komme lidt øjenskygge i øjenkrogen. Det åbner flot op for øjet og er også et flot look til hverdagsmakeuppen.
Primer fra Idun Minerals
Hudpleje, makeup og hårpleje – Idun Minerals har mange forskellige og lækre produkter at byde på. Alt er udviklet i samråd med professionelle apotekere og forskere, så kun de bedste ingredienser bliver brugt til udvikling af produkterne.
Denne silkebløde primer er så lækker på huden og får makeuppen til at holde bedre. Det kan være en fordel, når solen for alvor kommer på banen. Brug den også gerne for en mere ensartet hud, hvis du undlader makeup. Den er smækfyldt med gode egenskaber for din hud og virker desuden bakteriehæmmende.
Mascara fra BareMinerals
BareMinerals er især kendt for deres lækre hudprodukter som foundations, pudder og blush, men de kan meget mere end det. Her er tale om et prisvindende brand, som ved, hvad de taler om, når det gælder mineralmakeup.
Deres mineralmascara kan klart anbefales, hvis man ønsker at kunne bygge volumen på vipperne, uden at de bliver for tunge og klistrer sammen, samtidig med at den virker fugtgivende på vipperne. Du kan med andre ord selv regulere, hvor meget volumen dine vipper skal have, hvilket gør denne mascara god både til hverdag og fest.
Concealer fra Miild
Miild er det første makeupbrand i verden, der har opnået at få deres produkter certificeret af Svanemærket, AllergyCertified og Ecocert Cosmos. De to danske makeupartister bag brandet må siges at have gjort det godt.
Vi er især vilde med deres mineral-concealer, som er super let at duppe på under øjnene eller på let rødmende hud.
Foundation fra Jane Iredale
Da Jane Iredale stiftede sit brand, havde hun i sinde at lave makeup, som rent faktisk var godt for huden. Det er lykkedes hende, og i dag er brandet vellidt verden over af kvinder i alle aldre.
Langt de fleste produkter har multifunktion, og man skal derfor ikke være bange for at bruge en lipgloss på kinderne eller blande en løs pudder med lidt vand eller olie for at få en concealer-funktion ud af den.