Din sundhed

Sociale medier udfordrer nybagte mødre i morrollen

Tæt på halvdelen af de nybagte mødre finder hjælp til rollen som mor på de sociale medier. For nogle giver det en større tryghed, mens andre kommer i tvivl om, hvorvidt de gør det godt nok. Det viser en ny undersøgelse blandt 3.500 danske kvinder.

Undersøgelsen er udarbejdet af Matas i forbindelse med det seneste Sundhedsbarometer, der tager pulsen på den mentale og fysiske sundhed blandt danske kvinder. Den viser, at næsten halvdelen af de nybagte mødre finder inspiration til morrollen på sociale medier, og det giver næsten hver femte mor udfordringer med at leve op til idealet. Det er især de nybagte mødre, der orienterer sig på sociale medier om rollen som mor. Til sammenligning henter 16 procent af mødrene dagligt inspiration på internettet, mens kun 6 procent dagligt rækker ud til venner og familie.

”De sociale medier kommer allerede i spil med terminsgrupper på Facebook, hvor gravide deler stort og småt. ’Nu har jeg fået vand i fødderne, nu har jeg købt de her leggings osv.’ Nogle blærer sig lidt, de har ikke taget på og har det strålende. Det må man selv navigere i, for der er frit spil for spørgsmål og bekymringer. Men man bliver også lyttet til, får likes og kommentarer og ros. Undersøgelsen bekræfter, at vi er mange mødre, der bruger de sociale medier som støtte,” siger Cecille Hauge, Social Media Manager hos Matas, mor til to og influencer med 10.000 følgere på Instagram.

Sundhedsplejerske: Lyt til dig selv

Sociale medier kan være en kilde til inspiration og viden, men man skal selv evne at sortere i informationen. Anette Straadt er uddannet sundhedsplejerske og sygeplejerske og har arbejdet professionelt med børn og mødre i mere end 20 år. I dag i sin egen virksomhed Æblebørn. Hun genkender billedet af, at flere søger mod sociale medier, når spørgsmålene dukker op:


”I gamle dage spurgte man sin mor og bedstemor, men de har ikke længere nødvendigvis den nyeste viden. Jeg får mange forskellige spørgsmål, som alle kredser om det samme grundtema. Er jeg god nok, og gør jeg det godt nok? Efter de sociale medier er kommet til, er tvivlen ikke blevet mindre, men formen har ændret sig. Mødrene har læst og set dit og dat og forsøger at navigere i det. Der kommer flere input fra flere kanter, og det kan bidrage til forvirringen.”


Anette Straadt understreger, at tvivlen ikke behøver være en dårlig ting. ”Tvivl er et forældrevilkår, og de sociale medier kan forstærke den. Men tvivl kan også være positivt, hvis man oplever at ens barn ikke har det godt, så kan man få ny inspiration til at få hjælp. Husk også at se på dit barn. Hvis dit barn har det godt, spiser og udvikler sig, så gør du det godt. Og hvis du oplever, at din tvivl forstærkes på sociale medier, så skru ned for dem.”

Et spejl på godt og ondt

Det kan give tryghed at spejle sig i andre mødre, men også forstærke usikkerheden og tvivlen. Sociale medier gør begge dele, og det er op til hver enkelt mor at håndtere de mange input. Det har Cecille Hauge selv erfaret.  


”Som kvinde kan man godt blive træt af at skulle leve op til alt muligt. Ifølge idealet skal det helst være en lyserød ting at blive mor. Man skal amme, tabe sig hurtigt og ligne en, der slet ikke har født. Når jeg selv deler noget, er det vigtigt, at andre kvinder kan se, at mit liv er normalt. Fx viste jeg min mave efter kejsersnit. Jeg har også fået kommentarer på min profil om, at jeg brokkede mig med første barn, men jeg havde det også dårligt. Det er hårdt, og man er træt. Det er heldigvis blevet bedre, og flere dropper filteret og viser noget upoleret,” siger Cecille Hauge.


Hun har selv været glad for inspirationen på de sociale medier, men understreger, at alt hvad man møder er subjektivt. ”Det behøver ikke være rigtigt, fordi du ser det. Der er god hjælp at hente, hvis man kan navigere i det. Har man svært ved det, skal man nok slukke for det,” lyder anbefalingen fra Cecille Hauge.

Fakta om undersøgelsen


Hvert kvartal udgiver Matas et Sundhedsbarometer med unikke data fra danske kvinder, der tager temperaturen på kvindernes fysiske og mentale sundhed. Barometeret giver en indikation af den generelle sundhedstilstand hos kvinder i Danmark. I denne undersøgelse har 2.208 kvinder besvaret et online spørgeskema i juli 2023.


Mødre til mindre børn (under to år) finder dagligt inspiration om forældrerollen her:

1. Sociale medier 46%

2. Internettet 16%

3. Venner og familie 6%


Sociale mediers påvirkning

17% af mødrene med mindre børn bliver i tvivl om, hvorvidt de gør det godt nok som mor, når de følger med på sociale medier om det at være mor/blive mor (46% føler sig mere trygge i rollen).


Småbørnsmødrene (barn under 2 år) oplever, at det sværeste ved at blive forælder er:

1. Søvn 54%

2. Ikke føle sig tilstrækkelig 52% (stiger indtil barnet er 6 år)

3. Kroppens forandringer 46%

4. Parforhold 43% (falder jo ældre barnet bliver)


Hvad ville de gerne have vidst mere om:

54% af de gravide eller dem der har børn under 2 år, ville gerne have vidst mere om efterfødselspleje.

1. 36% amning

2. 35% babysøvn

3. 26% tigerspring

Inspiration til forældrerollen​​​​​​​

Vil du se videoen?
Så har vi brug for at du accepterer funktionelle cookies
Vil du se videoen?
Så har vi brug for at du accepterer funktionelle cookies

Har du set vores nye mini-programserie De to Streger, der handler om fertilitet? Ellers se med her! ​​​​​

Relaterede artikler

Find receptmedicin og et større sortiment af håndkøbsmedicin hoswebapotek