Vi guider

Jordemoderen guider til gravidmassage

Når man er gravid, er kroppen på overarbejde - hele tiden. Her kan en behagelig gravidmassage give ro og rum, så du kan komme helt ned i din krop og få slappet af. I denne artikel kan du blive klogere på, hvad gravidmassage er, og hvilke fordele det kan give dig. Og så får du jordemoder Siff Stephensons bedste tips til gravidmassage hjemme.

At få en dejlig og afslappende massage i sin graviditet kan være en rigtig skøn gave at give sin krop. En god gravidmassage er nemlig skræddersyet til at få dig og dit nervesystem til at slappe af, så du bedre kan mærke dig selv, din krop og dit barn i maven.

Hvad er gravidmassage?

Når du får en gravidmassage, er det ikke musklerne, der er i fokus, som det ofte er ved andre massageformer. Ved gravidmassage plejer jeg at sige, at man masserer indefra og ud – det betyder, at man skal have nervesystemet med. For nervesystemet er på arbejde, når man er gravid, og det har ofte brug for ro og afslapning.

Massagen har fokus på at nære kroppen og give dyb, dyb afslapning til dig som kommende mor, så du kan connecte med din krop og barnet i din mave. Mange kvinder oplever at have en masse bekymringer, når de er gravide, hvilket kan gøre det sværere at mærke sig selv. Og det er noget af det, en gravidmassage kan hjælpe med – at skabe et rum, hvor du kan mærke, hvordan du har det.

Når du kommer til en gravidmassage hos en professionel - fx en jordemoder -, er briksen formet, så der er plads til mave og bryster.​​​​​​​



Husk, det er lige meget, om du har barberet ben eller været i bad, når du skal til gravidmassage – det er der ingen, der tænker over. Bare kom, som du er!

Det er din krop – du bestemmer

Det er vigtigt, at det altid er kroppen, der bestemmer. Har man lyst til massage, så tag afsted. Kan man mærke, at det ikke føles godt i dag, så skal man lade være. Ligger man på briksen og kan mærke, at man ikke har lyst alligevel, så skal man sige det højt. Det er kroppen, der bestemmer, og dagsformen kan være forskellig. Det er helt normalt.

Hvad er fordelene ved gravidmassage?

Der er mange gode fordele ved gravidmassage. Lad os gennemgå nogle af dem her.

1. Kom ud af hovedet og ned i kroppen
Mange oplever, når de får gravidmassage, at de får et trygt og roligt rum, hvor de kan mærke sig selv. Både fysisk – hvordan har kroppen det egentlig, og er der steder, der gør ondt? Men også på et følelsesmæssigt plan. For nogle er det første gang i deres graviditet, de for alvor mærker de følelser og behov, de har. Massagen kan dermed være et vindue ind til, hvad der rører sig i kroppen og følelserne.


2. Få slappet helt af
Gravidmassage er en fantastisk dybdeafslapning. Det giver en pause i hverdagen, hvor man bare skal tage imod og nyde. Det giver også fornyet energi på den anden side af massagen.


3. Få ro på nervesystemet
Når man er gravid, er særligt nervesystemet på overarbejde. Lige så snart man har en mave, bliver ens sfære for at passe på sig selv større. Man kan blive mere nervøs for at gå over vejen eller ramme ind i et køkkenbord. Det kan være med til at give et nervesystem, som hele tiden er på arbejde, og her kan en massage være guld værd til at få det i ro.  


4. Tro og tillid til egen krop
Det er en fantastisk måde at komme i kontakt med sin krop og føle omsorg for den. Os kvinder er gode til at nedgøre vores kroppe og se på den med kritiske øjne. Her kan en gravidmassage være et smukt møde med kroppen, hvor man får rum til at ære og nære den gravide krop. For tænk lige over det et øjeblik – din krop er ved at bygge et nyt lille menneske. Hvor vildt er det lige? Kroppen er fantastisk!


5. Fysisk og psykisk fødselsmodning
Gravidmassage kan være med til at understøtte den gravide i at blive klar til fødslen, både fysisk og psykisk. Er man fx bange for at føde, kan det være rigtig godt at komme ud af hovedet og ned i kroppen med massage.
​​​​​​​



Det er ikke penge ud ad vinduet, hvis du falder i søvn under massagen. Kroppen tager stadig imod massagen, når du sover.

6. God for blodcirkulationen
Kroppen er ekstra meget på arbejde med at transportere blod rundt i kroppen, når man er gravid. Her er en massage god for blodcirkulationen. Som ekstra bonus kan det også hjælpe, hvis man har meget væske i kroppen.


7. Mindske uro
En graviditet kan indebære mange bekymringer, som kan give tankemylder og uro i kroppen. Mange stresser over alt det, de skal nå inden barslen, parforholdet, jobbet eller andre livsomstændigheder. Det kan massagen være med til at få ro på.


8. Berøring
Oxytocin er vores feel good hormon og bliver også kaldt kærlighedshormonet. Det produceres og udskilles blandt andet, når vi krammer, ligger tæt eller har sex med vores partner.


Når du bliver rørt ved under en massage, udskilles hormonet oxytocin også. Det giver en følelse af velvære og glæde og er et vigtigt hormon, når man er gravid. Det føles som at få et stort, blødt kram, hvilket kan give en dejlig tryghed hos den gravide.

Oxytocin udskilles som nævnt, når vi har sex med vores partner. Hos både mænd og kvinder kan lysten til sex dale under graviditeten, så her kan en dejlig massage give et godt boost oxytocin. Det kan også være rigtig rart, hvis man fx er solomor og ikke bliver berørt i det daglige af en partner.

9. Bedre søvn
Gravidmassage understøtter en god søvn. Derudover svarer 1 times dybdegående massage til 8 timers søvn – ikke dårligt!


10. Connect med dit barn
Mange oplever for første gang en følelse af at connecte med barnet i maven. Storheden i det møde kan ramme, når man ligger på briksen, og det kan give en hel palette af følelser.

​​​​

Ro og nærvær i din hverdag

Efter en god og afslappende gravidmassage, kan man føle sig helt ør i hovedet, fordi man svæver på en bølge af oxytocin. Her vil jeg anbefale, at du går hjem og skriver en kærlig liste til sig selv med minimum tre ting, som kan gøre dig glad og give dig ro i hverdagen. Det kan være et fodbad, en dejlig gåtur i solen eller lang øjenkontakt med din partner. Jeg kalder det en nydelsesliste – tænk over, hvad giver dig nydelse i det daglige? Skriv det ned, og hæng det op på køkkenskabet, og udfør så et af punkterne hver dag. På den måde kan du tage den kærlige tilgang til dig selv, som du får fra massagen, med i din hverdag.

Det er godt at skrive listen, når du er i den gode, følelsesmæssige stemning efter massagen. Så skriver man punkterne ud fra en varm og selvkærlig energi. Skriver du listen, imens du er stresset og fuld af bekymringer, vil jeg vove den påstand, at det ikke giver samme resultat.

Hvornår må man få massage, når man er gravid?

Der er ikke noget tidspunkt i en graviditet, du ikke må få massage. Det kan du få på alle tidspunkter i graviditeten.

Nogle kan lide massage på maven, andre kan ikke lide at blive rørt der. Det er forskelligt, og det hele er normalt. Man kan også synes, det er rart at blive masseret på maven i en del af graviditeten, og pludselig kan man ikke lide det mere. Det er også helt okay.

Gode råd til gravidmassage hjemme

Når man skal massere en gravid, er der som udgangspunkt ikke noget, man ikke må. Men det er vigtigt, massagen er blid og ikke for hård. Der skal ikke være fokus på at massere musklerne - det stresser bare nervesystemet. Husk altid at spørge den gravide, hvad der føles godt – og omvendt, er du den gravide, der skal modtage en massage fra din partner, så sig fra, hvis det ikke føles godt.

  • Brug en massageolie uden parfume eller essentielle olier.
  • Lyt til kroppen. Når din partner masserer, har han/hun sjældent kvalifikationerne. Så sig højt, hvad du har lyst til. Er du den, der skal massere, så spørg din partner. Det kan være forskelligt fra dag til dag, hvad der føles rart.
  • Masserer man i stryg, så gør det op mod hjertet. Det er bedst for væsken og blodet i kroppen.
  • Lidt er også godt. Det skal ikke nødvendigvis være full body massage hver gang. Det kan også være let massage under fødderne, nus i nakken eller på hænderne.
  • Tillid er ekstremt vigtigt. Det er ikke nu, du skal drille med at puste i øret eller kilde, for så kan nervesystemet ikke slappe af.
  • Er du ikke komfortabel med at massere, kan det også være supereffektivt blot at lægge et par hænder på den gravides krop. Bare 5-10 minutter er nok. Læg eventuelt én hånd på bunden af lænden og den anden oppe ved nakken. Så favner man hele nervesystemet. ​​​​​​​

Om eksperten

Siff Stephenson er privatpraktiserende jordemoder hos Hjertejordemoderen i Aarhus. Hun har 10 års erfaring som jordemoder, og tilbyders selv graviditetsmassage i sin klinik. Her hos Matas.dk guider hun og hjælper med viden omkring forældre, graviditet og fertilitet.​​​​​​​

Produkter, redaktionen anbefaler til massage:

Matas Sports Care Massageolie uden Parfume 250 ml
SPAR 19,-
250 ml
Matas Sports CareMassageolie uden Parfume
55,95 kr.74,95 kr.
(92)
A-DERMA Epitheliale AH Duo Massage Gel-Oil 100 ml
100 ml
A-DERMAEpitheliale AH Duo Massage Gel-Oil
179,95 kr.
(1)
Urtegaarden Massageolie Basis Ø 100 ml
100 ml
UrtegaardenMassageolie Basis Ø
109,95 kr.
Rømer Mandelolie 250 ml
250 ml
RømerMandelolie
59,95 kr.
Rømer Mandelolie massageolie 1 l
1 l
RømerMandelolie massageolie
149,95 kr.

Relaterede artikler

Find receptmedicin og et større sortiment af håndkøbsmedicin hoswebapotek