Derfor skal du spise loppefrøskaller
Loppefrøskaller er egentlig et skørt navn til et frø, der kommer fra en plante – men ikke desto mindre er det præcis, hvad det er. På planter i slægten ’vejbred’, som dyrkes i Indien og Pakistan, sidder der frø. Disse små frø har vist sig at have mange gavnlige egenskaber i kroppen, fordi de er sprængfyldte med kostfibre. Men hvad er det præcis, disse små frøskaller gør godt for, hvordan inkorporerer man dem i kosten – og hvorfor har vi egentlig brug for deres kostfibre? I denne artikel får du svar på det hele.
Fibre for fordøjelsen
For at blive kloge på loppefrøskaller, skal vi starte et andet sted, nemlig i skallernes primære indhold: Kostfibre.
Helt grundlæggende er kostfibre en form for plantemateriale, som egentlig er ufordøjeligt, men afgørende for vores fordøjelse. Det særlige ved kostfibre er nemlig, at de stabiliserer blodsukkeret og bidrager til tarme i balance og en fordøjelse, der får de bedste forhold for at trives. Kort sagt fungerer kostfibre lidt som smørelse til maskineriet; de får det hele til at gå lidt lettere.
Når vi spiser groft og fiberrigt, giver vi vores tarme noget at arbejde med, og det er med til at bevare en fordøjelse, der er velfungerende. Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi både spiser fuldkornsprodukter, frugt og grøntsager, som netop indeholder kostfibre.
Vil du vide mere om kostfibre og deres vigtighed for fordøjelsen, kan du læse med i denne artikel, hvor vi går i dybden med kostfibrenes funktion i kroppen.
Hvad er loppefrøskaller, og hvorfor er de blevet så populære?
Og nu tilbage til loppefrøskallerne. Som tidligere nævnt er loppefrøskaller altså skallerne fra vejbred-planternes frø. De ser måske ikke ud af meget, men faktisk har de små frø et kostfiberindhold på hele 85%. Med et par et par skefulde loppefrøskaller kan man dække store dele af sit daglige behov for kostfibre.
Loppefrøskaller findes i mange forskellige former til forskellige behov. De mest almindelige varianter er som tablet, der blot skal skylles ned med vand, og som pulver, du kan strø over din morgenmad eller spise med ske. Synes du, smagen af den fiberholdige skal er lidt for kraftig, kan du også overveje at bruge de fint malede loppefrøskaller i bagværk eller prøve en variant med smag.
Hvordan virker loppefrøskaller?
Loppefrøskaller er altså kendetegnet ved at have et højt fiberindhold, og derfor virker de i kroppen, som kostfibre gør det. De bidrager til tarmenes funktion. Loppefrøskaller opløser sig ikke i vand, men suger store mængder vand til sig og danner derfor en geléagtig konsistens i maven. Modsat almindelige kulhydrater og meget andet mad, vi spiser, bliver fibrene ikke fordøjet i kroppen, men rejser fra mavesækken gennem tarmen ufordøjede. Netop dén egenskab gør loppefrøskaller gavnlige på flere måder.
Hvor kommer navnet fra?
Der er egentlig ikke en stringent forklaring på, hvorfor plantefrøet er endt med at hedde loppefrøskaller; men noget tyder på, at det er opstået, fordi det – med lidt god vilje – ligner en lille loppe. Loppefrøskaller bliver på fagsprog kaldt ’psyllium’, hvilket stammer fra ordet ’psýllos’, som på græsk betyder loppe.
Loppefrøskaller og fordøjelsen
Helt generelt kan man sige, at kostfibre hjælper fordøjelsen til at arbejde så effektivt som muligt. Det betyder også, at det modsatte gør sig gældende, hvis man spiser en fiberfattig kost. Når loppefrøskaller passerer gennem tarmen, sørger de nu væskemættede fibre for, at der kommer væske og ‘glid’ i tarmen. Det lyder måske ikke så appetitligt – men det er rigtig godt for en fordøjelse i balance. Desuden øger kostfibre også selve tarmens peristaltik, altså tarmens bevægelser, som er afgørende for en normalt fungerende fordøjelse.
Der er mange ting, der påvirker vores fordøjelse, så det betyder ikke nødvendigvis, at du har fordøjelsesproblemer, hvis ikke fibre fylder i din kost. Men hvis du oplever at have problemer med fordøjelse og forstoppelse, er det altså en virkelig god idé at øge dit optag af kostfibre; eventuelt ved at spise loppefrøskaller.
Hvis du spiser loppefrøskaller for at få fordøjelsen tilbage i balance, er det vigtigt, du husker at drikke vand til. Loppefrøskaller er nemlig vandopløselige og binder væske i maven til sig. Af samme grund er det også vigtigt at drikke rigeligt med vand, når du spiser dem – ellers virker frøene faktisk lige omvendt. Det ekstra vand gælder både ved en særlig fiberrig kost og ved kosttilskud eller naturlægemiddel med loppefrøskaller.
For hvem kan det give mening at spise loppefrøskaller?
Det giver altid mening at spise kostfibre som en del af kosten i dagligdagen. Det gælder næsten, uanset hvem du er. Om kostfibrene kommer fra loppefrøskaller eller fra andre kilder er egentlig underordnet, så længe man sørger for at overholde de officielle anbefalinger, nemlig 25-35 gram dagligt.
Loppefrøskaller har et højt indhold af kostfibre, og derfor kan de give mening at indtage for dig, hvis du har et behov for kostfibre nu og her, eller hvis du synes, det er svært at spise nok kostfibre gennem andre kilder. Omvendt kan de også være gavnlige for dig, der har en stor interesse for kost og ernæring og vil optimere dine daglige vaner. Her er loppefrøskaller en nem måde at højne sit indtag af kostfibre.
Du kan tage dem som kosttilskud, putte dem på din morgenmad eller lave en smoothie med dem. Har du ekstra tid en søndag, kan du også bage en god portion gulerodsboller med loppefrøskaller, som holder hele ugen. Få opskriften herunder.
Lav dine egne gulerodsboller med loppefrøskaller
Loppefrøskaller er superlækre i bagværk, men mangler du inspiration til, hvad du skal bage, er disse gulerodsboller det perfekte sted at starte.
Det skal du bruge:
• 2 dl femkornsblanding
• ½ dl loppefrøskaller
• 1 dl fuldkornsspeltmel
• 3 dl hvedemel
• 3 dl vand
• 10g gær
• 250g skyr
• 25g revne gulerødder
• 1 tsk. salt
• Græskarkerner
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 160 grader varmluft. Bland alle dine ingredienser sammen i en stor skål og rør rundt, indtil dejen får grødkonsistens. Herefter former du bollerne mellem to spiseskeer og dysser græskarkerner over bollerne. Bag dem i ovnen i ca. 20-25 minutter.
Er loppefrøskaller bedre end andre madvarer med kostfibre?
Det korte svar er nej, men det gode ved loppefrøskaller er, at de har et utroligt højt fiberindhold. Det gør, at du med små mængder får rigtig mange fibre; hvorimod du vil skulle spise mange gulerødder, før det rigtig batter.
Loppefrøskaller er en fin kilde til kostfibre, men der findes også mange andre fødevarer derude, som er rige på dem. Herunder lister vi nogle gode bud på kilder til en fiberrig kost, som du nemt kan inkorporere i din hverdag. Eventuelt i kombination med loppefrøskaller, hvis du ønsker at prøve dem som et tilskud til en varieret kost.
5 andre ting, du kan spise for flere kostfibre
1. Bælgfrugter: Linser, bønner, ærter og andre bælgfrugter er alle gode kilder til kostfibre. De er også rige på andre næringsstoffer.
2. Fuldkornsprodukter og havregryn: Vil du begynde dagen med en god portion kostfibre, er havregryn eller grove korn i for eksempel rugbrød et godt valg.
3. Artiskokker, avocado, gulerødder og andre grove grøntsager: Også grøntsager kan bidrage med kostfibre. Inkludér gerne grøntsager i dine hovedmåltider og som snack.
4. Frø og nødder: Der er mange gode grunde til at spise frø og nødder; deres høje indhold af kostfibre en af dem.
5. Frugt og bær: De søde planterige kan også bidrage med kostfibre. Pærer og hindbær er særligt gode valg.
Om eksperten
Ívar Dagsson er autoriseret osteopat og fysioterapeut. Han er ejer og stifter af Aarhus Osteopati og behandler til dagligt alle typer af problemstillinger, men har et særligt stort fokus på fordøjelsesprobemer, irritabel tyktarm, forstoppelse, diarré, refluks, oppustethed m.m.
Aarhus Osteopati er en landsdækkende osteopati-kæde, der beskæftiger sig med behandling af lidelser i hele kroppen. Osteopati er en autoriseret behandlingsform, som bygger på en 4-årig overbygning til uddannelsen i fysioterapi, kiropraktik eller medicin.